Temaomvisning: Hovedværker på Skagens Museum

På denne temaomvisning skal vi blandt andet se på, hvad der gør at et maleri kan betegnes som et hovedværk. Et maleri kan skille sig ud ved at være særligt for samtiden, skelsættende i kunsthistorien, det kan være kunstnerens højdepunkt i sin produktion, eller det kan være eftertidens vurdering, at et værk står som noget enestående. Museets aktuelle samlingsudstilling har fremhævet en del af museets hovedværker, som derfor indgår i temaomvisningen. Desuden fortælles der om skagensmalernes inspirationskilder, rejser og fællesskabet i Skagen.