Månedens billede

Kom og hør om den svenske maler Oscar Björck (1860-1929) og om kunstnerkolonien i Skagen, når museumsinspektøren fortæller om månedens billede Kvindelig model i et atelier (1882/88), som hænger i Brøndums spisesal.
Oscar Björck spillede en vigtig rolle i kunstnerfællesskabet i Skagen i 1880’erne, og han er den svenske maler, der har opholdt sig længst tid i byen. Skagen og især mødet med maleren P.S. Krøyer har haft afgørende betydning for hans kunst, og han har malet nogle af sine bedste billeder i Skagen heriblandt motiverne Et nødskud fra 1883 og Båden sættes i søen fra 1884.
Kvindelig model i et atelier er dog ikke malet i Skagen, men formodes at være malet under Björcks ophold i Rom, hvor han har malet flere motiver med en lignende model. Værket er det ene ud af blot to malerier i Brøndums spisesal, hvor motivet ikke er fra Skagen.