Månedens billede

Kom og hør museumsinspektør Mette Harbo Lehmann fortælle om Svend Danelunds Fiskeredskabsskur. Skagen fra 1989, der er månedens billede i december.

Svend Danelund. Fiskeredskabsskur. Skagen. 1989

Svend Danelund (1916-2001) var født i Skagen og tog oprindeligt en uddannelse på byens tekniske skole. Som maler var han autodidakt, og hans tidligste billeder er mørke og gennemarbejdede, med interiører eller maskindele som motiv. Senere var hans vigtigste inspirationskilde i mange år det nedlagte Skagen Gasværk, der lå hvor svømmehallen ligger i dag. Det var et område med en sand rigdom af motiver med de tomme, rå rum og den asketiske farve. De afskallede døre og grå vægge blev malet med blød og fyldig stoflighed. Det indfaldende lys i de bare rum med en døråbning eller en halvt åben dør blev til et poetisk og atmosfærefyldt maleri.