Introduktion til Anchers Hus

Skagensmalerne Michael og Anna Anchers hjem står i dag stort set, som da familien levede i det fra 1884 og frem til Anna Anchers død i 1935. Kom med på en omvisning i huset og oplev, hvordan et af dansk kunsthistories mest berømte par boede privat.
Det velbevarede kunstnerhjem rummer mange af Ancher-parrets egne og andres kunstværker foruden kulturhistoriske genstande, souvenirs og møbler fra vidt forskellige miljøer og tidsperioder.
Den ældste del af huset består af små, lavloftede rum, mens man i arkitekt Ulrik Plesners tilbygning fra 1913 træder ind i rummelige og lyse stuer, køkken, badeværelse samt parrets atelierer.
Som de eneste af skagensmalerne boede familien Ancher permanent i Skagen. Deres gæstfrie hjem var et af de faste samlingspunkter for mange af de kunstnere, som besøgte Skagen.