Introduktion til Anchers Hus

Michael og Anna Anchers hjem står i dag stort set, som da familien levede i det fra 1884 og frem til Anna Anchers død i 1935.
Det velbevarede og charmerende hus rummer mange af deres egne og andres kunstværker, kulturhistoriske genstande, souvenirs og møbler fra vidt forskellige miljøer og tidsperioder. Den ældste del af huset består af små, lavloftede og hyggelige rum, mens man i arkitekt Ulrik Plesners tilbygning fra 1913 træder ind i mere rummelige og lyse stuer, køkken, badeværelse samt parrets atelierer.
Som de eneste af skagensmalerne boede familien Ancher permanent i Skagen, og deres gæstfrie hjem var et af de faste samlingspunkter for mange af de kunstnere, som besøgte Skagen.
Følg med på introduktionen og få et interessant indblik i, hvordan et af Danmarks mest betydningsfulde kunstnerpar levede og arbejdede mellem 1884-1935.