Helga Anchers fødselsdag

Hip hip hurra for Helga! Kom med, når vi fejrer kunstneren, datteren, dyreentusiasten, storlæseren og årsagen til, at Anchers Hus kunne åbne som museum i 1967. Helga Ancher var datter af Anna og Michael Ancher og voksede op i huset på Markvej i Skagen, midt i den blomstrende kunstnerkoloni. Efter forældrenes død besluttede hun, at hjemmet skulle bevares for eftertiden som museum, når hun selv gik bort. Den 19. august 2022 kan du komme tættere på dagens fødselar, når vi sætter fokus på Helga Ancher og livet i Anchers Hus med tre forskellige talks i haven.

 

Program for dagen:

13.00 & 15.00: Helga på egen hånd
Selvom Helga boede i sine forældres hus det meste af sit liv, tog hun også ud på egen hånd. Kom og hør om hendes rejser til bl.a. København, Italien og Paris, når Skagens Kunstmuseers kunstformidler fortæller og læser op fra breve til og fra Helga.

13.15 & 15.15: Helgas hjem
En af dem, der var helt tæt på familien Ancher var tjenestepigen Ida Knudsen. Bliv klogere på, hvordan det var at arbejde i Anchers Hus, når Skagens Kunstmuseers kunstformidler stiller skarpt på hendes beretning fra huset.

13.30 & 15.30: Forskeren fortæller
En, der kender Anchers Hus særdeles godt, er museumsinspektør Andreas Bjerre.
I øjeblikket er han i gang med et ph.d.-projekt, som undersøger nye måder at formidle på og skabe oplevelser i et kunstnerhjem som Anchers Hus. I dag fortæller han, hvad det går ud på.