Af Tanja Aas
Værket af den hædrede franske maler Bouguereau er et eksempel på den forfinede penselteknik og storslåede figuropstilling, som var kendetegnende for traditionel fransk akademikunst.
På maleriet støtter to sortklædte kvinder hinanden. Det er formodentligt en ung enke og hendes datter. De er ved at lægge kranse på en nyligt tildækket grav – måske for deres afdøde ægtemand og far. Bouguereau gengiver i detaljer enkens florlette, sorte slør og datterens porcelænshud. Det skarpt optegnede liljekors med den lysebrune flade og mørkere skygger understreger det tredimensionelle i billedet.
”Fransk akademikunst er karakteriseret ved teknisk virtuositet. Du skulle være superdygtig til at tegne og male. Det handlede om at gengive perspektiver og proportioner korrekt med præcis teknik og alle detaljer. Dyder, som Frankrig har videreført fra Italien og antikkens kunst. Desuden var der i den fremherskende kunst en enorm idealisering, hvor man afbildede primært mytologiske, historiske og religiøse motiver så ideelle og smukke som muligt”, siger Anne-Mette Villumsen, museumsdirektør for Ribe Kunstmuseum.
Hvor en kunstner i dag kan opnå anerkendelse ved at tænke og skabe nyt, havde nyskabelser i kunst svært ved at vinde anerkendelse i datidens etablerede kunstnerkredse. For den yngre generation var det vigtigt at omgås etablerede kunstnere, der kunne bane vejen til prestigefulde udstillinger som Salonen i Paris og Verdensudstillingen. At få anerkendelse og hæder her kunne være afgørende for karrieren. Chancen for succes var størst, hvis man malede som forbilleder fra renæssancen og holdt sig inden for den etablerede kunsts genrehierarki, hvor ”den store stils” religiøse, historiske og mytologiske motiver var det ypperste.
Omvæltningernes tid
Inden Krøyer rejste til Paris i 1877, uddannede han sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor han gik fra 1864-1870. I Danmark herskede nationalromantikken stadig, men rundt om i Europa var en industrialisering og urbanisering i gang, der betød store omvæltninger i både samfund og kunst. Det moderne gennembrud spirede, og nye motiver og måder at skildre verden på vandt frem.
I Paris oplevede Krøyer en ny realisme i kunsten, der stod i kontrast til de idylliske og idealiserende malerier, som han kendte og var præget af fra sit hjemland og som også fandtes i den franske salonkunst. Hans øjne blev åbnet for en ny måde at gengive motiver på: Som de rent faktisk var, og ikke i en idealiseret udgave.
Hos sin franske og mere moderne læremester, Léon Bonnat, lærte Krøyer at male med brede penselstrøg, fed maling og skarpe kontraster. Noget, der stod i modsætning til den traditionelle, mere ”polerede” kunst.
Dansk idyl på Verdensudstillingen
På Verdensudstillingen i Paris i 1878 var Danmark repræsenteret med værker fra over 30 danske malere. Værkerne, der overvejende var af ældre dato, var i vid udstrækning idylliserede gengivelser af det danske land, by og folk, som var typisk for dansk guldaldermaleri i første halvdel af 1800-tallet, efterfulgt af nationalromantikken.
Maleriet af Krøyers vigtigste danske læremester og inspirationskilde, Vermehren, var et af de værker, der blev udpeget af den danske udstillingskomité til at deltage i Verdensudstillingen. Den bonde, som Vermehren oprindeligt studerede til maleriet, fandt han ikke køn nok, og han endte med at bruge en tidligere husar som model. Værket er på den måde en idealiseret udgave af en sædemand og dermed et eksempel på den nationalromantik, der prægede Danmark fra midten af 1800-tallet.
Krøyer deltog i Verdensudstillingen med to værker. Det ene var ”Fra smedien i Hornbæk”, som er malet to år inden, han første gang besøgte Paris. Krøyer fik positiv opmærksomhed for sit bidrag, men de franske anmeldere var generelt ikke imponerede over de danske malerier, der ellers herhjemme blev anset for det ypperste inden for dansk malerkunst.
Fra en fransk anmelder lød det: ”Nu efter krigen, hvor danskerne ligesom vi blev ladt i stikken, har de stadig kunstnere, men ikke længere nogen kunst.”
Et wake-up call
”Verdensudstillingen var et wake-up call for de danske kunstnere. De blev klar over, at de måtte gøre noget andet. For Krøyer betød det, at han gradvist bevægede sig væk fra det traditionelle, akademiske hen mod naturalismen, og dermed var han med til at forny kunsten, ” fortæller Anne-Mette Villumsen.
Krøyer trak dog stadig på traditionerne. Hans debut på Salonen, værket Daphnis og Clöe, er et traditionelt mytologisk motiv, men væk er det nærmest overjordiske, gennemsigtige skær og porcelænshuden som man ser i Raphaël Collins tidligere gengivelse af samme motiv. Krøyers version er mere jordnær. De to skikkelser sidder ned. Man ser tåneglene og folderne i huden på de nøgne, foroverbøjede overkroppe. Blodårerne træder frem på Daphnis’ venstre underarm.
På samme måde holdt Krøyer også fast i det romantiske i kraft af den karakteristiske nordiske tone med drømmende blå nuancer, poetiske kystlinjer, stærke fiskere og kjoleklædte kvinder på Skagens strande.
Se alle de omtalte værker på udstillingen ”Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner”.
Læs alle de andre “Tæt på” artikler her: https://skagenskunstmuseer.dk/taet-paa-artikler/
