Ny udstilling i bladguld og blåt – en anden side af P.S. Krøyer

Oplev en anden side af P.S. Krøyer, når Skagens Museum udstiller kunstnerens levende, glitrende og teatralske portrætter af 11 af hans tids store skuespillere i deres glansroller.

På en aften i 1885 stimlede omkring 1200 mennesker sammen i det københavnske teater Casino til et storslået karneval med påklædningsregler, dekadent udsmykning og orkester. Dele af Casino var udsmykket som en havbund over vandet med fisk, hajer, delfiner og koraller, og i teatrets pergola hang en række bladguldsbelagte portrætter malet af P.S. Krøyer. Krøyer havde fået til opgave at forevige sin samtids største skuespillere i deres glansroller og det resulterede i 10 udtryksfulde værker, som kan ses på Skagens Museum i udstillingen BRAVO! Krøyer, karneval & kunstnerportrætter fra den 15. oktober 2021 til den 30. december 2022.

”Udstillingens besøgende kan glæde sig til at opleve noget, som man ikke er vant til at se fra Krøyers hånd – noget af det, han også lavede, men som han ikke er særlig kendt for,” siger Mette Bøgh Jensen, udstillingens kurator. ”Han er jo berømt for at sine motiver fra Skagen, for at male friluftsmotiver, fiskere og sin omgangskreds, men han har også stået bag lejlighedsdekorationer som disse – vi kender bare ikke til ret mange eksempler på det. Men han var jo kendt som et rigtigt festmenneske og lejlighedsdekorationer var en stor ting i tiden, så det er ikke underligt, at han har sagt ja til at lave dem til Casino.”

De 10 portrætter er udlånt fra Teatermuseet i Hofteatret i København, som gennemgår en større renovering og modernisering frem til 2022. Foruden de 10 portrætter kan man se to store helfigursportrætter af operasangeren Vilhelm Herold i to af hans store roller.

En tidsrejse
Udstillingen BRAVO! er en lille rejse tilbage til en tid, hvor teaterskuespillere var tidens store stjerner. I magiens mørke rum vakte de skuespil til live på scenen og blev feterede for deres roller. Samtidig var maskerader og karneval centrale dele af borgerskabets selskabsliv og man gjorde meget ud af både kostumer og udsmykning, så fusionen af skuespillerportrætter og karneval i Casino samlede to af tidens tendenser.

Værkerne blev en del af Teatermuseets samling i 1922, men inden da havde Skuespillerforeningen af 1879 bortauktioneret dem efter karnevalsfesten på Casino. Efter alt at dømme var det nemlig ikke meningen, at portrætterne skulle gemmes til eftertiden. Materialerne er pastelkridt, kul og karton – milevidt fra mere bestandige materialer som oliemaling og lærred.

Portrætterne blev heldigvis bevaret alligevel, for de giver indblik i en tid, hvor karnevalsfester var mere end bemalede tønder og slik: ”Det er sjovt at opleve, at man gjorde så meget ud af de her karnevalsfester og faktisk fik nogle meget velansete kunstnere til at lave dekorationer. I dag kender vi ikke nødvendigvis alle skuespillerne og rollerne, men det giver et indblik i, hvor store de var dengang,” siger Bøgh Jensen.

En anden side af Krøyer – og dog
Pastellerne i BRAVO! viser en anden side af Krøyers talent, men de indeholder også umiskendelige karakteristikker fra kunstnerens distinkte pensel. Bøgh Jensen fremhæver livet og dynamikken i portrætterne: ”Krøyer var jo en kendt, respekteret og meget brugt portrætmaler. Nogle af de her portrætter er med tiden blevet lidt udviskede, men skuespillerne står stadig tydeligt og meget udtryksfuldt frem. Og det skal der jo noget til at fange,” siger hun.

Samtidig spillede iscenesættelsen en stor rolle i Krøyers eget liv og kunst. ”Det er jo virkelig noget, han er kendt for,” siger Bøgh Jensen om manden, der ofte samlede andre kunstnere omkring sig i festligt lag, hvad enten det var til middage eller i sine atelierer. ”Hans privatliv virker måske ikke iscenesat, men han gør det alligevel i sin kunst, når han maler sin hustru Marie, der står drømmende på stranden, eller sidder i havestolen indrammet af en rosenbusk. I skuespillerportrætterne får han mulighed for at male en helt åbenlys iscenesættelse, når han kan bruge teaterets rammer og skuespillerne, endda i deres glansroller.”

Olaf Poulsen som Kilian, Niels Juel Simonsen som Hans Heiling og Vilhelm Herold som Lohengrin kan synes langt borte i 2021, men Krøyers portrætter vækker scenens mænd til live og med museets fløjlsbløde, midnatsblå vægge som baggrund for bladguld og patos kan udstillingens gæster glæde sig til en ganske anderledes kunstoplevelse på Skagens Museum.