Den nye samlingsophængning

Når Skagens Museum igen slår dørene op for publikum i 2021, er det til en ny samlingsophængning, som rummer både nyerhvervelser og gamle favoritter. Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen fortæller her om idéerne bag den, og om hvad museets gæster kan glæde sig til at se.

af Skagens Kunstmuseer

Skagens Museums sale ser ikke ud, som de plejer. Væggene i museet prydes nemlig af en ny samlingsophængning: nye og gamle værker er hængt op efter nye temaer på nymalede vægge. Og en ny samlingsophængning er et større projekt, fortæller museets direktør Lisette Vind Ebbesen: ”En ny samlingsophængning er ikke bare at flytte et billede eller to, men kræver store overvejelser over hvilke nye sammenhænge, de forskellige værker skal bringes ind i.”

Samlingsophængningen er Skagens Museums faste udstilling. Det er den, der hænger i museets sale år efter år, indtil nogen beslutter sig for at forandre den. Og det er altså sket nu.

Behovet opstod, fordi mange af de malerier, der har udgjort den seneste samlingsophængning, er optaget andetsteds: 148 værker af Anna Ancher er en del af den store, retrospektive soloudstilling ANNA ANCHER, som netop nu befinder sig på Statens Museum for Kunst og senere sendes til Lillehammer og Museum Kunst der Westküste, mens 39 værker af P.S. Krøyer udlånes til Musée Marmottan Monet i Paris, som viser dem i en stor soloudstilling med Krøyer i Frankrig. Det betyder dog ikke, at den nye samlingsophængning slet ikke rummer hverken Ancher eller Krøyer, men blot at der også er blevet plads til en række andre malerier på museets vægge. ”Selvfølgelig er der nogle af de værker, vi plejer at have oppe, som ikke er der,” fortæller Vind Ebbesen. ”Men det synes jeg slet ikke, at man behøver at tænke som en mangel! For det er jo vildt fedt, at Anna Ancher lige nu er på SMK og bagefter skal ud i verden, og at Krøyer-værkerne er på vej til Paris – og det har givet plads til at vise nogle andre værker fra vores samling, som jeg er rigtig glad for, at vi har fået op.”

Blandt de nyophængte værker er ”Vibeke Krøyer i Skagen Plantage” af P.S. Krøyer, som museet erhvervede sig med støtte fra Ny Carlsbergfondet tidligere i år, og Michael Anchers ”Ved frokosten”, som aldrig har været en del af samlingsophængningen før.

Rundt i motiverne
Museets nye samlingsophængning er inddelt i temaerne De første skagensmalere, Nye tider, Kunstnerkolonien, På rejse, Aftenselskaber, Det grønne rum, Portrætter, Jagtfællesskabet, Hav, Skagen By, Anna Anchers fiskersamfund, Familien Brøndum samt Krøyer på rejser.

”Vi kunne have valgt tusind forskellige temaer,” siger Vind Ebbesen. Imidlertid besluttede museets kunsthistorikere sig for netop disse temaer, fordi de afspejler dominerende motiver i skagensmalernes produktion. Som eksempel fremhæver Vind Ebbesen en af museets store sale, som er fyldt med malerier af havet og de konsekvenser, det havde for fiskerne på skagensmalernes tid: ”Det er selvfølgelig et oplagt tema at tage med. Vi er omringet af hav og fiskeri heroppe i dag, og det var skagensmalerne også. Det var noget af det, der fascinerede dem enormt meget ved Skagen. I salen er der bl.a. en salonophængning af havbilleder, som understreger, at stort set alle de malere, som kom her, har forholdt sig til havet. Overfor hænger Michael Anchers Den druknede, og på den måde fortæller rummet historien om havet som noget, fiskerne lever af og dør af.”

Temaerne er også valgt, så det blev muligt for museet at vise en bred repræsentation af de kunstnere, samlingen rummer. Således kan man se bl.a. Michael Ancher, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Viggo Johansen, Oscar Björck, Carl Locher, Anna Ancher og P.S. Krøyer.

Nye stemninger
Ud over de mange nye forbindelser mellem værkerne på væggene, understreges de forskellige temaer i museets sidegallerier af nye farver på væggene. De tre store Plesner-sale er holdt i en knækket hvid, men bevæger man sig til højre eller venstre for dem, møder øjet ganske andre farver. Der er bl.a. friske blå, brændte karrytoner og en sart ferskennuance. Og det er der også en god grund til, forklarer Vind Ebbesen: ”Vi syntes, at der var noget fint i at arbejde med farvede vægge i de små gallerier, fordi det er med til at skabe en stemning omkring malerierne og temaerne. Vi ved jo, at det har betydning, når et værk hænger på en farvet væg, så det er noget, vi arbejder meget med. I de tre store sale er der et helt særligt og meget smukt lys, som virkelig kommer til sin ret, når de er holdt i lyse farver, så det har vi gjort.”

Farverne illustrerer præcis det, direktøren mener, at museets gæster skal glæde sig til at opleve: noget anderledes og noget velkendt. ”Der er helt sikkert nogle værker, man kender, som er bragt ind i en ny sammenhæng, og så er det tit som at opleve dem på ny. Man kan sagtens stå stille i samlingsophængningen og have en oplevelse af et enkelt værk, som man har haft før, men ligesom i klassisk filmteori betyder sammensætningen af billederne rigtig meget, for det er den, der danner den sammenhæng, man ser noget i,” siger hun. ”Og så skal man bare glæde sig til en spændende, smuk tur gennem en både velkendt og ny samling.”