Helga Anchers fødselsdag

Den 19. august i år er det 136 år siden, at Helga Ancher blev født som datter af kunstnerparret Anna og Michael Ancher. Flere gange i løbet af dagen kan du høre om arbejdet bag kulisserne i Anchers Hus, og mellem 19 og 21 er der aftenåbent med gratis adgang.

Helga Ancher som barn.

Helga Ancher levede indtil 1964, og hun testamenterede familiens hjem på Markvej til en fond, som nu er en del af Skagens Kunstmuseer.

Forældrene har skabt talrige portrætter af deres datter, og en del af disse hænger på væggene i Anchers Hus. Helga Ancher blev også selv kunstner, og vi kan takke hende for, at Anchers Hus i dag står stort set som da Anna Ancher døde i 1935.


Helga og Anna Ancher i Den lille dagligstue i Anchers Hus

Aftenåbent i Anchers Hus

I anledning af Helga Anchers fødselsdag har alle gæster gratis adgang til huset fra kl. 19 til 21, mandag den 19. august. Huset har almindelig åbningstid fra kl. 10 til 17. Også Anchers Café og butik i Saxilds Gaard holder åbent om aftenen den 19. august.


Helga Ancher i sit fødehjem, Havehuset ved Skagens Museum

Bag kulisserne i Anchers Hus

Skagens Kunstmuseer er i gang med en omfattende samlingsgennemgang, der koncentrerer sig om de kunstværker og genstande, der i omkring 100 år har befundet sig i Anchers Hus. Huset på Markvej var både hjem og arbejdsplads for Anna og Michael Ancher samt deres datter Helga. Mange af deres personlige ejendele vil blive optaget i samlingen og dermed registreret i museets database. Men hvordan afgør en kunsthistoriker, om et bestemt objekt er værdigt til at blive karakteriseret som museumsgenstand?

I anledning af Helga Anchers fødselsdag fortæller museumsinspektør Caroline Bøjesen Schmit-Andersen om de sider af museets arbejde, som ikke direkte finder udtryk i udstillinger eller andre iøjnefaldende aktiviteter. I løbet af foredraget på ca. 30 minutter fremvises nogle af de spændende og kuriøse effekter, der er dukket op i løbet af samlingsgennemgangen.

19. august 2019, kl. 15.30, 19 og 20 i Saxilds Gaard (ved siden af Anchers Hus på Markvej).

Et par hænder med hvide handsker holder et foto af kunstneren Anna Ancher