Junioromvisere fortæller om skagensmalerne

Ti elever fra Skagen Skoles 6. og 7. klasse debuterer nu som junioromvisere på Skagens Museum. Det er resultatet af et nytænkende pilotprojekt, som Skagens Kunstmuseer i 2018 fik idéen til.
Projektet er blevet gennemført i samarbejde med Skoledistrikt Nord, med støtte fra Frederikshavn Kommune. 

Siden oktober 2018 har der hver onsdag fra kl. 13-15 stået: ”Valgfag, Skagens Museum” på elevernes skoleskema. De er blevet undervist af kunstformidler Ane Bjerg Thomsen, og har også stiftet bekendtskab med de ansatte i alle museets afdelinger. De har mødt vagt- billet- og butikspersonale, registrator, direktør, museumsinspektør, grafiker, håndværkere og arrangementskoordinator.

De har også været i gang som udøvende kunstnere, de har lavet miniudstillinger og fulgt en rigtig udstillingsopbygning på museet på nærmeste hold fra start til slut.

De deltagende elever er begejstrede for deres usædvanlige valgfag:

Sandra: ”Det har været spændende at møde mange af de ansatte på museet. Jeg var overrasket over at se, at arbejdspladsen er så stor, og at der bliver lavet så meget forskelligt arbejde der.”

Ida: ”Det har været dejligt at få lov til at lave og øve omvisning, og at se de andre gøre det”

Museets direktør Lisette Vind Ebbesen og projektlederen Ane Bjerg Thomsen roser eleverne i høje toner:
”Det har været sjovt, spændende, hyggeligt og lærerigt for museet at møde de meget søde og opmærksomme elever, som alle har været interesserede og fulde af gå-på-mod.”

Flere af de deltagende elever har sagt ja til at blive faste junioromvisere på Skagens Museum. Det betyder, at museets gæster får mulighed for at få et nyt perspektiv på skagensmalernes kunst, anderledes end det perspektiv, der formidles af de voksne omvisere.
Allerede i påskedagene vil museet arrangere særlige junioromvisninger, som museets gæster kan deltage i. Se datoer for junioromvisninger i kalenderen.

De nye junioromvisere får en kontrakt med Skagens Kunstmuseer, så de får mulighed for at tjene lidt lommepenge ved at udføre denne service for museumsgæsterne.