9. november. Kom gratis ind på Skagens Museum - hvis altså du er nordjyde

9. november. Kom gratis ind på Skagens Museum - hvis altså du er nordjyde

Nordjyder inviteres gratis på museum

Er du nordjyde og har du lyst til en stor kunstoplevelse? Så skulle du lægge vejen forbi Skagens Museum fredag den 9. november. Alle der er bosiddende i Region Nordjylland – dvs. at man har et sundhedskort fra regionen – kommer den dag gratis ind på museet, hvor normalprisen ellers er 110 kr. for voksne.

November er en måned, hvor der som regel er god plads i salene på Brøndumsvej 4, hvor Skagens Museum har haft til huse siden 1928. Derfor giver det god mening for museet at gøre noget særligt for naboerne i bred forstand, netop på en dag i den måned.

– Skagens Museum er en vigtig del af Nordjyllands kulturelle identitet, og vi synes at alle nordjyder skal have mulighed for at besøge museet. På den anden side har vi brug for entréindtægter til at drive museet, vedligeholde samlingerne og de fredede bygninger og arrangere spændende nye udstillinger. Derfor er det et ekstraordinært tilbud, at vi lukker dørene op uden at tage penge for det, siger museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen.

Foruden den faste samling af skagensmalernes berømte kunstværker kan man lige nu se særudstillingen So long – fra kælder til nye samlinger, som løber frem til den 30. december. Udstillingen består af 35 værker, udført af forskellige kunstnere fra Nordjylland og resten af Danmark, som museet med denne udstilling siger farvel til idet de efterfølgende overføres til andre museumssamlinger. Kunstværkerne har stort set aldrig været udstillet på Skagens Museum, men er nu blevet hevet frem i lyset, så offentligheden kan få del i oplevelsen af kunstnernes arbejde.

På museet vises naturligvis også en stor del af den faste samling med værker af bl. a. Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer og hans hustru Marie, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Viggo Johansen, Oscar Björck, Christian Krogh og mange flere.

Skagensmalernes kunstnerkoloni

Skagens Kunstmuseer fortæller historien om den berømte kunstnerkoloni, som blomstrede op og udviklede sig i Skagen i årtierne omkring 1900.

Museets samling rummer omkring 9.000 kunstværker og andre objekter, deriblandt klassiske værker som P.S. Krøyers Sommeraften på Skagen Sønderstrand, Michael Anchers Den druknede og Anna Anchers Solskin i den blå stue.

Hjertet i Skagens Museum er Brøndums spisesal, der oprindeligt var placeret på det nærliggende Brøndums Hotel. I 1946 blev spisesalen flyttet til Skagens Museum, hvor man nu kan indfange den særlige stemning, der gav inspiration til kunstnerne. Spisesalen indeholder en række af de malerier, som kunstnerne gennem årene forærede til hotelejer Degn Brøndum, en af Skagens Museums stiftere.