Venneforening overdrager kapital til Skagens Kunstmuseer

Den 59 år gamle forening Skagens Museums Venner er nu også formelt lagt sammen med Skagens Kunstmuseer. Sidste skridt efter fusions-beslutningen i efteråret 2017 var overdragelsen af den kapital, foreningen rådede over ved årets udgang.

Flemming Vogdrup, afgående formand for Skagens Museums Venner, og direktør Lisette Vind Ebbesen foran et af de malerier, venneforeningen har været med til at indkøbe.

Det sidste regnskab for Skagens Museums Venner udviser en egenkapital på kr. 308.423, og det beløb er nu overført til Skagens Kunstmuseer. Dertil kommer de penge der ligger i Erling Ruth Dahlers Legat, som af foreningen Skagens Museums Venner er blevet forvaltet i henhold til Dahlers testamente. Den opgave bliver også overdraget til Skagens Kunstmuseer, sammen med den opsamlede kapital på kr. 1.260.034.

”Det er en værdig afslutning på foreningens historie, men samtidig en ny begyndelse på det fremtidige Skagens Museums Venner, som fortsat eksisterer i museets regi. Siden 1959 har foreningen været et samlingssted for alle der holder af skagensmalerne, og vi har støttet museets indkøb af nye værker med et betydeligt millionbeløb gennem årene”, siger Flemming Vogdrup, den nu afgåede formand for Skagens Museums Venner.

Som næstformand for Skagens Kunstmuseers bestyrelse bevarer Flemming Vogdrup sin tilknytning til museet.

Skagens Kunstmuseers direktør Lisette Vind Ebbesen ser en lys fremtid for Skagens Museums Venner, som allerede i de første måneder efter ændringerne har oplevet en mærkbar medlemstilgang.

”Vi har nu mulighed for at tilbyde flere medlemsfordele, udover den frie adgang til Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus. Skagens Museums Venner får rabat i museets caféer, i butik og webshop, og så får de gratis adgang til andre museer i kraft af medlemskabet”, pointerer Lisette Vind Ebbesen.