Fra Skagen til Japan

… med kærlig hilsen

Skagensmalerne er kulturambassadører, når 150-året for det diplomatiske samarbejde mellem Danmark og Japan skal fejres i 2017

2017 kommer til at stå i lyset af en række kulturelle udvekslinger mellem Danmark og Japan, for at fejre, at det er 150 år siden de første diplomatiske kontakter opstod mellem de to lande. Og ligesom diplomatiet trives, gør også den kulturelle udveksling mellem de to lande.

Mange danske kunstnere har historisk set været inspireret af Japan, både inden for kunsthåndværk, design, arkitektur, musik og animation, og der findes betydelige samlinger af japansk kunst og kultur på danske museer. En række danske museer vil derfor i løbet af året udstille både historisk og samtidig Japansk kunst, og på samme måde skal den danske kunst også til Japan.

Det er skagensmalerne og kunstnerkolonien der, i forbindelse med den kulturelle udveksling, er udvalgt til at repræsentere dansk billedkunst når det er bedst! Derfor sender Skagens Kunstmuseer 59 værker, inklusiv mesterværker af P.S. Krøyer, Anna Ancher og Michael Ancher, afsted til National Museum of Western Art i Tokyo. Udstillingen ”Skagen – Artists´ Colony in Denmark” vises fra den 10. februar til den 28. maj. Udstillingen er støttet af blandt andet National Museum of Western Art, Japan, samt Udenrigsministeriet og Kulturministeriet i Danmark.

Efterfølgende vises udstillingen på Hekinan City Tatsukichi Fujii Museum of Contemporary Art.

Skagen - An Artists' Colony in Denmark | Plakat fra udstillingen

Den dansk-japanske kultursatsning er blevet til i et tæt samarbejde mellem Kulturministeriet, Den Danske Ambassade i Tokyo samt Statens Kunstfond, danske kulturinstitutioner, kunstnergrupper og enkeltstående kunstnere. De japanske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner og -aktører samt det japanske udenrigsministerium. Indsatsen er forankret i Det Internationale Kulturpanel, som er et tværministerielt organ bestående af Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Du kan læse meget mere om ”Denmark – Japan 2017” på Kulturministeriets hjemmeside

japan-kvadratisk