Et trygt besøg på Skagens Museum

I denne tid er der sket en gennemgribende omlægning af sommerens særudstilling om Anna Ancher, den fysiske indretning af museet og formidlingen i udstillingerne på Skagens Museum. For os handler det om at sikre den bedste kunstoplevelse for dig. Det gør vi gennem udendørs arrangementer og en ombygget museumsoplevelse, hvor digital formidling og et nyt flow gennem museet skal sikre plads, inspiration, viden og oplevelser i særklasse. Bemærk også, at der ofte er bedre plads på museet fra klokken 15-17.
Vi har på denne side samlet al den information, der skal gøre denne særlige situation til en tryg og sikker tid for både museets gæster og medarbejdere.

Retningslinjer
Når du besøger Skagens Museum, er din sikkerhed helt afgørende for os, men vi har brug for din hjælp, så vi kan hjælpe hinanden. Museet følger naturligvis myndighedernes anbefalinger, og vi har samtidig indført en række tiltag, der skal være med til at gøre et besøg på museet til en sikker og forsvarlig oplevelse for alle.

Ankomst til museet
Der er opsat afskærmning og afstandsmarkering i billetområdet. Det er muligt at købe billetter, kombi-billetter og klubkort på stedet. Her opfordrer vi til at anvende kontaktløs betaling i det omfang, dette er muligt (kreditkort, MobilePay).

Der er ikke garderobe eller mulighed for at låne udstyr (klapvogne, baby-bæreseler, mv.) på museet. Vi henstiller til, at man kun medbringer en mindre håndtaske, som skal bæres i hånden.

Afstand til hinanden
Skagens Museums lokaler er store, og museets medarbejdere vil konstant sørge for, at der ikke samles for mange i ét lokale.

I receptionen registreres alle besøgende, hvilket er med til at sikre, at der aldrig er for mange mennesker i huset på én gang.

Vi har planlagt et publikumsflow i èn retning gennem alle udstillingslokaler. Der er opsat pile til at guide dig på turen. Du får desuden et kort over museet og udstillingsruten med rundt. Kortet er lamineret og bliver rengjort mellem udleveringer.

Det er tilladt at fordybe sig i kunsten på turen og tage sig præcist den tid, man ønsker. Det er ligeledes tilladt at overhale, hvis nogen er stoppet op.

Hygiejne
Rundt omkring på Skagens Museum vil der være opsat dispensere med håndsprit til fri afbenyttelse, og der er samtidig mulighed for håndvask på museets toiletter, der er placeret i begyndelsen og slutningen af turen.

Formidlingen er gjort digitalt, så du kan gå på opdagelse i kunsten via din mobil.

Rengøring
Skagens Museums medarbejdere er ekstra opmærksomme på rengøring. Kontaktflader, som udsættes for særlig hyppig berøring, rengøres flere gange i løbet af dagen, og mængden af kontaktflader er generelt kraftigt reduceret.

De udleverede kort over museet, der skal støtte din tur igennem, er laminerede og afsprittes mellem hver gæst.

Kontakt med andre
Skagens Museums medarbejdere bestræber sig på at minimere tæt kontakt mellem alle på museet. Har du spørgsmål, eller ønsker du vejledning under dit besøg, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte museets medarbejdere, men husk at holde afstand.

De tre museumshaver
Vi har tre skønne museumshaver – en ved Skagens Museum, en ved Anchers Hus og en ved Drachmanns Hus. Brug dem og deres caféer, når vejret tillader det. Vi sørger for, at der er god plads mellem havemøblerne.

Generelle retningslinjer
Som gæst på Skagens Museum beder vi dig følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og vejledninger:

  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer på COVID-19. Det gælder også milde symptomer
  • Vask dine hænder ofte – eller brug håndsprit
  • Host i et papirlommetørklæde eller i ærmet. Vask eller afsprit hænderne bagefter
  • Hold mindst en meters afstand til andre gæster og til museets medarbejdere
  • Hold mindst to meters afstand i situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller hvis du er i nærheden af personer, der skal tages særligt hensyn til (fx ældre)
  • Undgå håndtryk og kram
  • Bed andre tage hensyn

Læs mere om coronavirus på coronasmitte.dk