Geocaching

Sssshhhh! På skattejagt skagensmalernes fodspor

Skagens Kunstmuseer laver geocaching-skattejagt i Skagen by og omegn. Det smarte er, at det er en aktivitet, der altid er tilgængelig. Derfor er det uden personlig guide, men læs blot videre og find ud af, hvordan du ved hjælp af en smartphone selv kan guide dig rundt i skagensmalernes verden.

Kom med på skattejagt rundt i skagensmalernes fysiske omgivelser og inspirationskilder i Skagen ved hjælp af GPS-koordinater. Se fx hvor kunstnerne boede, eller hvor de fandt deres motiver. Få indblik i kunsten, få frisk luft og test din indre it-nørd undervejs. Husk blot: Det er fuldstændigt tys, tys!

Hvad er geocaching?

Skattejagten, også kaldet geocaching, er en efterhånden verdensomspændende sportsgren, hvor brugere af hjemmesiden www.geocaching.com udlægger “GPS-skatte” i ekstraordinært smukke naturområder, på historisk interessante lokaliteter eller på steder, der på andre måder er betydningsfulde. Skagens Kunstmuseer har allerede lagt omkring 40 skatte ud.

Med en GPS eller en almindelig smartphone kan man deltage i sporten, der blot kræver at man opretter en konto på www.geocaching.com (det er gratis) og sætter sig ind i et relativt enkelt regelsæt. Skattene, eller cacherne som de kaldes, kan bestå af alt fra et lille filmhylster til større plasticbokse. Nogle kan findes på en enkelt lokalitet, mens andre kræver, at man løser en række opgaver undervejs for at finde den “rigtige” skat.

Fælles for (næsten) alle cacher er, at de indeholder et skriveredskab og en notes-blok, hvori man noterer fundet af cachen. Samtidig er der til alle cacher tilknyttet en log på www.geocaching.com som man ligeledes skriver lidt i, når en cache er fundet. For cacher der er store nok til at have indhold, vil der desuden være anbragt småting man kan bytte med, når man har fundet cachen. Tag derfor gerne en lille pose med ting med rundt på “skattejagten” og lidt proviant, så turen bliver hyggelig.

Hold øje med mugglerne!

Sporten holdes hemmelig for de uindviede “mugglere”, for at man kan have skattene i fred. Ordet er taget fra Harry Potter-bøgerne, hvor det betyder “person uden magiske evner”. Når man er ude at geocache, kan man risikere, at der er mugglere i nærheden af cachen, som gør det svært at tage den. Så man har et valg:

  • Gå igen og komme igen en anden dag
  • Vente på at mugglerne går, så man kan få fred til at søge. Mugglere har dog den kedelige egenskab, at de kan hænge ud det samme sted i uendelig lang tid.
  • Være meget listig og snuppe cachen, uden at mugglerne fatter mistanke.

Det sidste kan gøres på forskellige måder, her er et par eksempler:

  • Man kan snige sig forsigtigt hen og tage cachen. Dette er lettest, hvis man på forhånd ved hvor cachen er, så man ikke skal bruge flere minutter på at lede.
  • Man kan lade som om ens snørrebånd er gået op, og mens man binder dem, kan man kigge sig omkring, for at spotte cachen. Mens mugglerne kigger væk et øjeblik, kan man tage den.
  • Man kan lade som om man fotograferer. Med et tilpas stort kamera, fatter ingen mistanke til, at man tager billeder af fx en statue fra alle tænkelige vinkler, mens man i virkeligheden leder efter cachen.
  • En anden metode er at være så synlig, at man forsvinder. Mørkeblåt arbejdstøj og en refleksvest er den normale påklædning for vejarbejdere, så er man iført noget tilsvarende, er der ikke mange, der tænker over, hvad man foretager sig. Suppler evt. med en hjelm, en målestok eller tilsvarende tilbehør.

Hvis man er bange for at mugglerne fatter mistanke over, at man går rundt med en GPS, kan man lade som om, det er en mobiltelefon. Man kan endda tage den op til øret og føre en lang samtale med ingen. Hvis man gør dette, anbefales det, at man sætter sin rigtige mobiltelefon på lydløs, da det kan være ganske pinligt, hvis den ringer, mens man er midt i en lang samtale på sin GPS. Hvis en geocache forsvinder, siger man, at den er blevet mugglet.