Surdej og nordjyske råvarer
Baghaven ligger i Saxilds Gård lige ved siden af Anchers Hus. Saxilds Gård blev over flere generationer ejet af familien Saxild, som drev bageri på stedet. Og der kommer stadig til at dufte af bagværk i de smukke, gule bygninger, for caféen Baghaven er bygget op omkring et mikrobageri baseret på surdej. Brødet er omdrejningspunkt for alle serveringer i caféen, der henter råvarer fra nordjyske gårde og høster grøntsager og urter fra den historiske køkkenhave ved Anchers Hus.