TUXEN

– farver, friluft og fyrster

03. maj – 14. september 2014  | Skagens Museum

Laurits Tuxen er en af de mere ukendte skagensmalere, som der ikke har været stort fokus på. Måske fordi han var fraværende, da kunstnerkolonien i Skagen havde sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet, men måske også fordi han var meget andet end skagensmaler, og derfor svær at sætte i bås. Tuxen blev ligesom P.S. Krøyer regnet for at være et stort malerisk talent i slutningen af 1800-tallet, men i modsætning til Krøyer, som han ellers på mange måder kan sammenlignes med, valgte han i starten af 1880’erne at forfølge en karriere som kongelig portrætmaler. På dette tidspunkt var det moderne gennembrud i dansk kunst og litteratur en realitet, og Tuxens valg faldt ikke i god jord hos alle kunstnervennerne eller de radikale kunstanmeldere.

Karrieren som kongelig portrætmaler betød også, at Tuxen først vendte tilbage til Skagen i 1901, da koloniens indflydelse i dansk kunstliv var stærkt aftagende. I dag er Tuxen derfor mest kendt som fyrstemaler og som medgrundlægger af Skagens Museum, der blev stiftet i 1908. Denne udstilling satte fokus på flere aspekter af Tuxens kunstneriske karriere, for at vise hans mangesidige virke.

På udstillingen blev der bl.a. vist modelstudier, friluftsmalerier, portrætter, kongelige gruppeportrætter, rejsebilleder fra bl.a. Egypten og USA samt værker fra Skagen, hvor familien Tuxen fik sommerbolig i 1901. Værkerne var lånt fra museer og offentlige samlinger samt fra privatejere i ind- og udland. Flere værker havde aldrig eller kun få gange været udstillet.

Til udstillingen havde Skagens Museum lånt to værker fra The Royal Collection i England. Værkerne hænger bl.a. på Buckingham Palace i London og er normalt ikke offentlige tilgængelige, så det var helt unikt at publikum fik mulighed for at se to af de vigtigste bestillingsopgaver, som Tuxen lavede for det engelske kongehus. Desuden lykkedes det efter længere tids forhandlinger at låne det store gruppeportræt Man rejser sig fra bordet fra 1906, der siden 1997 har været i privateje i New York.

Udstillingen blev lavet i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum, der viste udstillingen i perioden 10. oktober 2014 – 4. januar 2015.