I bølgen blå

Willumsen og de badende børn
Nordjyske Stiftstidende
Politiken

22.04 – 21.08 2016

En kunstners fascination af ét motiv.

J. F. Willumsen brugte otte år på at skabe den perfekte balance mellem komposition, udtryk og motiv. Han lavede flere hundrede skitser, forstudier og modeller. Igen og igen tegnede, malede og modellerede han de nøgne, badende børn.
Han ville have det hele ind under huden, så han kunne male det enorme værk efter hukommelsen, uden noget forlæg. For kun sådan arbejdede en rigtig kunstner: ”Thi jeg holder paa, at en Maler ikke behersker sit emne, naar han ikke kan det udenad”, skrev han siden i sine erindringer.
I 1909 malede Willumsen det, han selv kaldte ”generalprøven” på sit motiv, Badende børn på Skagen strand. Men han var ikke tilfreds, og efter endnu et år med skitse- og studiearbejde malede han det endelige værk, Sol og ungdom.

De to værker betragtes i dag som hovedværker i nordisk kunst – og for første gang nogensinde, kan du opleve dem side om side. Ud over de to enorme værker, der hver måler tre gange fire meter, rummer udstillingen en stor del af Willumsens forstudier og skitser. En del af udstillingen er desuden dedikeret til temaet om nøgenhed, og hvordan vores forhold til dét at børn bader nøgne har ændret sig markant igennem tiden.