Arven fra Anchers

Skjulte skatte fra Anchers Hus
Jyllands-Posten
Nordjyske Stiftstidende

Med Arven fra Anchers vises 249, primært mindre værker fra kunstnerhjemmet Anchers Hus’ magasiner. Særudstillingen viser værker, som aldrig, eller kun meget sjældent, er blevet vist frem for offentligheden.

9. sept. 2016 – 23. april 2017 | Skagens Museum

Udstillingen sætter fokus på den arv som familien Ancher efterlod sig. I første omgang til datteren Helga og siden til hele den danske befolkning. Der er blevet dykket dybt ned i magasinet og fundet det bedste frem fra glemte gemmer. Det er en helt enestående mulighed for at se en stor del af Anna og Michael Anchers private kunstsamling på én gang.

Størstedelen af værkerne i samlingen er skabt af Anna og Michael Ancher selv og er skitser eller forstudier til nogle af kunstnerparrets mest berømte malerier. Foruden Anna og Michaels egne værker, omfatter samlingen malerier og tegninger som de igennem livet havde byttet, købt og fået foræret af venner og kollegaer fra kunstnerkolonien i Skagen.

Kunstnerfamilien Ancher

Ægteparret Anna og Michael Ancher var to af de mest centrale skagensmalere. Parret giftede sig i 1880, og tre års senere fik de datteren Helga Ancher. Ægteskabet mellem Anna og Michael vidner om parrets moderne tænkning. De var ligeværdige partnere og Michael respekterede og støttede Annas karriere som kunstner. Anna havde som kvinde ikke adgang til kunstakademiet selv, men det fik Helga en generation senere. Trods et tydeligt talent udstillede Helga sjældent sine egne værker. Som det eneste barn af Anna og Michael viede hun i stedet for sit liv til at videreføre forældrenes arbejde og arv.

Arven

Da Helga døde i 1964, gik det sidste medlem af den Ancher-Brøndumske slægt bort. Den arv som Helga havde forvaltet efter sine forældre, videregav hun til offentligheden ved stiftelsen af Helga Anchers Fond. Formålet med fonden var at sikre at hjemmet på Markvej blev omdannet til museum, så familiens værker og arv blev gjort tilgængelig for offentligheden. Huset åbnede som museum i 1967.

Fra 1967 frem til 2014 fungerede Anchers Hus som et selvstændigt museum. I oktober 2014 fusionerede Anchers Hus med Skagens Museum og sammen med kunstnerhjemmet Drachmanns Hus udgør de tre museer i dag Skagens Kunstmuseer. Fusionen betyder at kunstnerhjemmet nu er et statsanerkendt museum. Fra at have været en privat samling tilhører Arven fra Anchers nu hele den danske befolkning.