Oscar Björck

Oscar Gustaf Björck

Oscar Björck kom første gang til Skagen i 1882. Man ved ikke, hvad der bragte ham til Skagen, men Björck blev så glad for samværet med de andre kunstnere i kolonien, at han vendte tilbage flere gange i løbet af 1880’erne.
Han tog afgang fra kunstakademiet i Stockholm i 1881, og i 1883 modtog han det svenske kunstakademis statsstipendium for figurmalere. Pengene skulle anvendes til udlandsophold, og Björck valgte at besøge Paris og Italien, og fra 1885-88 havde han fast bopæl i Rom.
Opholdet i Skagen fik afgørende betydning for Björck, og hans bedste værker stammer fra hans ophold i byen. Han blev især gode venner med P.S. Krøyer, og han er den svenske kunstner, der har opholdt sig længst tid i Skagen.
I sommeren 1884 boede han i Havehuset sammen med Krøyer, og samme år indrettede de det gamle korntørringsmagasin til atelier. I 1884 påbegyndte Krøyer sit maleri Hip, hip, hurra!, men billedet blev først færdigt i 1888, bl.a. fordi Krøyer ville have Björck med på billedet. Björck besøgte derfor Skagen i 1888, hvor han stod model til Krøyers billede. Det var sidste gang Björck kom til Skagen.
I 1890 malede Björck de sidste malerier, hvor han anvendte den realistiske folkelivsskildring, og siden blev han en meget populær og anerkendt portrætmaler i Sverige. Han virkede som professor på kunstakademiet i Stockholm fra 1898-1925.