J.F. Willumsen

Jens Ferdinand Willumsen

J.F. Willumsen (1863-1958) kom første gang til Skagen i 1906. Allerede i 1902 påbegyndte han de første studier til maleriet af de badende børn på stranden, men de fleste forarbejder til billedet er lavet i Skagen i sommeren 1909. Billedet er et forstudie eller en generalprøve, som Willumsen kaldte det, til maleriet Sol og ungdom fra 1910, der hænger på Göteborgs Konstmuseum. Badende børn på Skagen strand kom til Skagens Museum i 1934 som en gave fra Ny Carlsbergfondet. I 1974 ønskede museets daværende direktør Knud Voss at lave en ophængning med værker af P.S. Krøyer i den sal, hvor Willumsens billede hang. Da maleriet ikke kunne hænge andre steder på museet, overvejede Voss, hvor han så skulle placere det. En overgang blev det diskuteret at deponere billedet i Skagens svømmehal eller på en af kommunens folkeskoler, Hedeboskolen, men det endte med, at man i stedet byggede en væg af papmaché op foran billedet. I 1981 blev maleriet deponeret på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund, og der har det hængt lige siden.