Intro til Anchers Hus

Anna og Michael Ancher er to af de absolutte nøglefigurer i kunstnerkolonien på Skagen. På denne omvisning får du en introduktion til deres liv og værk samtidig med at vi bevæger os rundt i de rum de levede i. På væggene er der malerier og tegninger af kunstnerfamilien selv og arbejder af deres kunstnervenner. I alt rummer det store hus op imod 5000 kunstværker fra næsten 100 danske, svenske, norske, tyske, engelske og hollandske kunstnere. Blandt de mange kulturhistoriske genstande er også kunstnermøbler og japanske genstande. Huset står i dag fuldstændig som da Anna Ancher døde i 1935.
Familien Ancher flyttede ind i huset på Markvej den 1. maj 1884, året efter deres datter Helga blev født. Her indrettede de sig med en meget personlig stil, der var langt forud for deres tid. Den herskende indretningsmode var klunketidens pomponer, tæpper og tunge gardiner, men Ancher-parret skabte et meget personligt hjem med møbler fra mange forskellige tidsaldre og miljøer. Både med lokalt håndværk, souvenirs fra udenlandsrejser og gaver fra lokalsamfundet, fra kongefamilien og internationale berømtheder.
Huset har været igennem en række om- og tilbygninger igennem årene, hvilket også kan ses på de forskellige gulvniveauer indenfor. Den sidste udvidelse blev tegnet og opført af arkitekten Ulrik Plesner i 1913.
Michael Ancher døde i 1927, og Anna Ancher otte år efter. Efter moderens død flyttede Helga Ancher, der aldrig selv stiftede familie, og huset stod ubeboet hen. Helga Ancher ønskede, at huset skulle bevares som da hendes forældre levede, og derfor oprettede hun en fond til samme formål. Kunstnerhjemmet åbnede som museum i 1967, tre år efter Helga Anchers død.
I 2014 fusionerede Anchers Hus med Skagens Museum, og det betyder, at museet i dag er et statsanerkendt museum.