Marie Krøyer: Modelstudie (beskåret)

Marie Krøyer: Modelstudie (beskåret)

Nyerhvervelser: 17 værker af Marie Krøyer

Med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen har Skagens Kunstmuseer erhvervet en række enestående akademiske studier af Marie Krøyer (1867-1940). De 17 værker blev anskaffet til museets samling på en auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København.

Med de nyerhvervede værker kan Skagens Kunstmuseer lukke et tomrum i samlingen. Det er nemlig de første værker på papir fra kunstnerens hånd, som kommer til at indgå i museets samling.

Sjældne værker

”Værkerne er primært fra midten og slutningen af 1880’erne- altså fra den periode hvor hun dels er elev på Bertha Wegmanns tegne- og malerskole, og hvor hun er en vigtig figur i oprettelsen af ”Kunstnernes studieskoles kursus for kvinder” og lidt senere perioden hvor hun opholder sig i Paris. Det er her hun møder og forelsker sig i P.S. Krøyer. Det er nogle meget fine værker – både studierne og oliemalerierne og de supplerer vores samling af Marie Krøyer værker på en vigtig og smuk måde”, siger direktør for Skagens Kunstmuseer, Lisette Vind Ebbesen.

Værkerne, der både tæller malerier og tegninger, er blandt de ganske få værker, der kendes af Marie Krøyer, og det er derfor vigtigt for museet at indsamle værker, som bidrager til en dybere forståelse af Marie Krøyers kunstneriske virke. Værkerne er alle nøgenstudier og er blevet til på de forskellige kunstskoler som hun modtog undervisning på tidligt i sin karriere.

Et overset talent

”I samtiden var der stor opmærksomhed omkring Marie Krøyers person, ikke mindst da hun – på sin 22 års fødselsdag i 1889 – giftede sig med P.S. Krøyer, som var Danmarks mest kendte kunstner på det tidspunkt – den succesrige Krøyer og den smukke Marie. De havde offentlighedens konstante interesse. Marie Krøyer havde masser af talent og ambitioner, men fik aldrig sit kunstneriske gennembrud, hverken i forhold til hendes maleri eller hendes talent indenfor design og indretning. Måske var det selvtilliden eller modet der svigtede og hendes ægteskaber med de to mænd – først Krøyer og derefter Hugo Alfvén – som begge endte ulykkelige, har angiveligt også påvirket hendes kunstneriske karriere”, fortæller Lisette Vind Ebbesen.

De nyerhvervede værker føjes til Skagens Kunstmuseers eksisterende samling af Marie Krøyers værker, der omfatter ti malerier, et bemalet fotoalbum og en lille samling af møbler, som hun har formgivet.

Læs mere om Marie Krøyer i bogen “Marie Krøyer: Der skal mod til at have talent“. Bogen, der er skrevet Mag. art. Mette Bøgh Jensen, kan bestilles i Skagens Kunstmuseers webshop.

Modelstudie, Marie Krøyer. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Marie Krøyer: Modelstudie. 1886, kul på papir Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner