Malerskole

Malerskole for børn i sommerferien I skolernes sommerferie (uge 26-31) er der malerskole for børn i alderen 7-14 år på Skagens Museum. Det foregår mandag til fredag kl. 10.15-12.00 og i uge 29-30 er der også undervisning om eftermiddagen fra 13.15-15.

Et malerskoleforløb består af:

  • Introduktion til Skagensmalerne med fokus på et udvalgt værk. Det foregår på museet.
  • Praktisk arbejde i museets malerskole ”Bikuben”, hvor børnene laver deres eget billede med inspiration fra det, vi har set på museet.
  • Malerskolen er kun for børn, men de voksne må gerne høre introduktionen og de praktiske informationer, når vi mødes og byder velkommen i introrummet, der ligger umiddelbart til venstre, når du kommer ind på museet.

Tilmelding er nødvendig og kan gøres på tlf. 98 44 64 44 man-fre kl. 9-15. I weekenden kan man tilmelde sig i billetsalget på museet. Pris: kr. 120,- pr. dag inkl. guldramme og alle materialer.

 

Program for de enkelte dage i sommerferien:

Mandage: Blomsterbilleder På museet ser vi eksempler på kunstnernes malerier af haven og havens blomster. I Bikuben laver vi herefter vores egne blomsterbilleder i akvarelmaling. Vi sidder ude, hvis vejret er godt. Hvis vejret er dårligt, plukker vi blomster i haven til at male efter indenfor. Vi lærer om akvarelmaling undervejs. Billedet rammes ind i guldramme – lige til at tage med hjem.

Tirsdage: Hav og sand Vi skal male landskabsbilleder med hav og sand. På museet får vi først inspiration til opgaven i udstillingen Björck & Rantzau, og i værkstedet eksperimenterer vi derefter med strukturpasta og sand i akrylmaling. Alle maler hver sit landskabsbillede, som til sidst kommer i guldramme.

Onsdage: Friske fisk På museet ser vi nogle af skagensmalernes malerier af fisk og fiskere. Bagefter skal vi lave billeder i akrylmaling af fisk i Bikuben. Fiskehandler Jan Nielsen fra Wittrup Fiskeeksport i Skagen sponsorerer friske fisk, som vi kan røre ved og lugte til og bruge som modeller til vores billeder. Undervejs lærer vi om farveblanding, så modellerne får de helt rigtige farver. Til sidst rammes billederne ind i guldramme.

Torsdage: Ved bordet Det skal handle om mad og ting på et bord. På museet ser vi malerier fra udstillingen ved bordet og får inspiration til, hvordan man kan male. I Bikuben laver vi vores egen opstilling, som vi maler efter i akrylmaling. Til sidst rammes billederne ind i guldramme.

Fredage: Selvportræt På museet ser vi på kunstnernes portrætter, og snakker om hvad, man kan sige med et portræt. Bagefter går vi i malerværkstedet, hvor vi hver tager et spejl, så vi kan male os selv. Vi skal arbejde med akvarelblyanter, som man lærer mere om at bruge undervejs, og til sidst rammes billedet fint ind i guldramme.

Du kan se billeder fra tidligere års malerskole her